Den udvendige teglbeklædning på spiret består af tungeformede tegl lagt i et mønster bestående af syv skifter med uglaserede og fem skifter med glaserede sten.
I tæt samarbejde med Petersen Tegl genskabtes nye sten i hånden, en både langvarig og vanskelig proces, som lykkedes efter megen eksperimenteren med glasur og brænding.
Opmuring af det nye spir var ligeledes en udfordrende opgave og foregik ved hjælp af et rundstik, der i praksis er en overdimensioneret passer, der gør det muligt at placere skifterne præcis som de var placeret før nedtagningen, og så kirkespiret kunne afsluttes i eksakt samme højde som før.
For at sikre fremtidig ventilation blev der indmuret syv piber af granit fordelt på øverste skifte i spiret. Til sidst kunne den øverste del – en cirka tre ton tung, tilspidset granitklods restaureres og det tre meter høje forgyldte kors blev genmonteret på toppen.
Som en del af restaureringsarbejdet med spiret blev facaden og tårnet også gennemgået fra top til bund og beskadigede teglsten og brændte fuger m.m. blev udskiftet.
På fronten og siderne af tårnet sidder store ure med diametre på 1,5 meter. Urenes store kranse af formstøbte tegl stod også til delvis udskiftning og ved denne lejlighed blev der udarbejdet og installeret diodelys bag nye urskiver af glas. De gyldent lysende ure markerer nu på smukkeste vis Sankt Pauls Kirke og giver tårnet liv og identitet – også efter at mørket er faldet på.
Se fotogalleri nederst her på siden!
Bygherre: Sankt Pauls Sogns Menighedsråd
Arkitekt: Arkitektfirmaet Toyberg-Frandzen A/S
Hovedentreprenør og murermester:
Guldmann Dam - Pre/nor A/S
Sten: Specialsten blev udviklet i samarbejde mellem Guldmann Dam – Pre/nor, Arkitekterne Toyberg-Frandzen og Petersen Tegl.
Tekst: Ida Præstegaard, cand.arch.
Fotos: Anders Sune Berg
Tekst: Steffen Dam, Guldmann Dam – Pre/nor.
Fotos: Guldmann Dam - Pre/nor og Arkitektfirmaet Toyberg-Frandzen.
Drone-video: Guldmann Dam - Pre/nor
At lave "mislykket" glasur som for 140 år siden...
2/3 dele af de tungeformede sten, der alle blev fremstillet i hånden i træforme, skulle være ubehandlede. De resterende sten skulle glaseres, hvor udfordringen bestod i, at de nye sten skulle matche de eksisterende farvenuancer på de 140 år gamle, glaserede sten. Det havde været enkelt at lave en grøn glasur i forskellige nuancer, men på den måde ville vi aldrig ramme udtrykket i de originale sten, der changerer fra grønne til brune nuancer, hvilket skyldes den unøjagtige måde, man arbejdede på dengang. Stenene blev på den tid dyppet i en kobberoxydblanding, der dog ikke løbende blev rørt op, hvorfor kobberoxydpartiklerne faldt til bunds. Den uensartede dosering af pigment bevirkede, at glasuren på nogle sten efter brænding blev næsten transparent, så det røde tegl skinner igennem, og stenen opleves brunlig. For at opnå en tilsvarende uensartethed i de nye sten eftergjorde vi arbejdsmetoden fra gamle dage og producerede blandinger med forskellig koncentration af kobberoxyd. For yderligere at skabe variation stablede vi stenene i ovnen forskelligt fra brænding til brænding og øgede også på den måde det uensartede udtryk.